Biltorvet har introduceret nyt digitalt tiltag

14 dec 2015 | Biltorvet.dk

Digitaliseringen af bilbranchen er i fuld gang, og det skal man forholde sig til som bilforhandler. Man er nødt til at være tilstede online, og meget gerne have en klar strategi for, hvordan man vil gribe sin online tilstedeværelse an. Det gælder alt lige fra markedsføring til håndtering af kundehenvendelser. Netop håndteringen af kundehenvendelser bliver nu meget nemmere med Biltorvets nye chatfunktion. En chatfunktion man også kender fra andre brancher, hvor kunderne kan kommunikere direkte med virksomheden, mens de søger efter vare, og det er i høj grad også relevant, når bilkøberne søger efter bil online.

“Bilkøberne orienterer sig mere og mere online, og der er i høj grad en stigende digitalisering i forbindelse med bilhandler. Den stigende digitalisering stiller også krav til bilsælgerne, som måske møder færre og færre kunder i den fysiske butik, men flere og flere online. Netop mødet med kunderne på nettet bliver nu meget nemmere og mere effektivt med vores nye chatfunktion, hvor der kan chattes direkte med kunden, mens han eller hun kigger på biler, og dermed kan man som bilsælger kommunikere med kunden allerede i researchfasen,” siger Troels Meyer, der er konsulentchef hos Biltorvet.

Det har man også fået øjnene op for hos en af landets største bilforretninger Andersen & Martini, som allerede er i fuld gang med at bruge den nye chatfunktion på biltorvet.dk.

“En stor fordel for os ved chatten på Biltorvet er, at vi kommer tættere på kunden. Kunderne kan hurtigere og nemmere komme i kontakt med os, ligesom vi hurtigere kan besvare deres henvendelser. Den nye funktion med, at vi kan se den bil kunden kigger på, gør det nemmere for os at tale med kunden om bilen, da vi ved præcist, hvilken bil der er tale om. Ydermere er det nu muligt for medarbejderne at vise kunden andre biler, vi har stående til salg, hvis vi mener at have nogle, der matcher kundens behov bedre, siger Rasmus Findshøj, der er online rådgiver på am.dk hos Andersen & Martini.

Meget mere fleksibelt

Ud over at den nye chatfunktion gør det muligt at kommunikere med bilkøberne direkte, mens de kigger på bil, så øger den også fleksibiliteten i salgsafdelingen, hvor man helt suverænt selv kan bestemme, hvornår man vil være tilstede på chatten.

“Vi kan se i vores statistikker, at stadig flere kigger på bil om aftenen, og her åbner chatten op for en helt ny mulighed. Man kan eksempelvis afprøve muligheden for en aftenbemanding, hvor der kan chattes med alle de brugere, der kigger på bil, men man kan selvfølgelig også vælge blot at aktivere chatfunktionen, når man har tid, og det kan både være i eller uden for åbningstid. Det er helt op til bilforhandlerne selv, men chatten giver i hvert fald mulighed for at møde kunderne, når de er tilstede online,” siger Troels Meyer.

Chatten er helt gratis for dem der har biler til salg på biltorvet.dk, og den kan allerede nu aktiveres.