Biltorvet øger trafik med ny journalist

14 sep 2017 | Biltorvet.dk

Biltorvet.dk opruster pressekorpset med ansættelsen af endnu en motorjournalist. Trafikken til sitet skal øges, og en af metoderne er mere redaktionelt stof.

”Vi kan se, det virker,” forklarer direktør Claus Nyboe og uddyber;

”Biltorvet.dk har gennem længere tid haft stor succes med det redaktionelle stof, som vi kan se, trækker en del trafik og interesse om sitet, og derfor styrkes området. Vi vil også i stigende grad beskæftige os med stof, som ligger helt tæt på biltorvet.dk’s forretningsområde, som er hjælp til afsætning af biler,” siger han.

Det betyder blandt andet, at de nuværende nybilstest vil blive udvidet fra at være hovedsageligt premiummodeller til også at være de mere folkelige biler. Derudover vil redaktionen levere flere brugtbilstest og guides til bilister om fx vedligehold, vinterhjul og den slags.

Mere video
Endnu et indsatsområde er, at der også vil blive lavet mange flere videoer, da det har stor gennemslagskraft og trækker en del trafik fra de sociale medier, oplyser direktøren, der også gerne ser en mere personlig åbenhed slå igennem den redaktionelle linje.

”Det giver mere nærvær og skaber et samhørighedsforhold til biltorvet.dk,” uddyber han.

Redaktionen består i dag af journalist Bernt Kastberg, der nu får følge af Andreas Lang Hedegaard, en passioneret, ung motorjournalist på 32 år med meritterne helt i top.

Andreas er uddannet Cand.Comm fra Roskilde Universitet og har arbejdet som motorjournalist for en række medier. Først som freelance for Bil Magasinet, Børsen Biler og Ingeniøren og senere som redaktør for Ekstra Bladet Biler og eb.dk, redaktionssekretær på Berlingske Bilen og BT Bilen, og sidst på det nu lukkede BilZonen, hvor han samtidigt leverede til Motor-magasinet og Jyllands-Posten.

Tårnhøje ambitioner
”Jamen, jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang. Mit mål og min vision er, at biltorvet.dk skal være det foretrukne sted, folk klikker ind, hvis de vil vide noget om biler eller handle bil. Intet mindre,” fastslår han.

På det personlige plan vil Andreas gerne arbejde med at blive bedre til at lave en god fortælling på video. Følg Andreas og resten af redaktionens arbejde med video, bilanmeldelser og bilnyheder på biltorvet.dk, hvor den nye journalist allerede er i fuldt sving med tastaturet.