Auto IT

Auto IT vinder stort udbud: Skal bedømme bilpriser for staten med kunstig intelligens

19/03 2020Jens Otto Størup, Motorstyrelsen og Claus Nyboe, Auto IT.

Auto IT har vundet et udbud om at skabe en automatisk handelsberegner, der skal fastsætte værdien på brugte biler for Motorstyrelsen. Ordren rækker syv år frem i tiden og vil danne grundlag for beregning i branchen i fremtiden.

 

På kontoret på Skagensgade i Høje Taastrup er der i disse dage stille, ligesom så mange andre steder i Danmark. Coronavirussen har tvunget medarbejderne hos Auto IT hjem, men selvom hjemmeskoene er røget på, er der stolthed og glæde i firmaet – IT-virksomheden har vundet en stor og vigtig ordre hos Motorstyrelsen til et to-cifret millionbeløb. Auto IT skal levere en softwareløsning til semiautomatisk værdifastsættelse af biler.

Styrelsen har brug for et værktøj, der automatisk kan finde værdien af brugte biler, til brug for afgiftsberegning. Det kan fx være biler som eksporteres og importeres.

Auto IT blev valgt for sin tætte tilknytning til autobranchen, og for sin lange erfaring med at lande komplicerede IT-løsninger og erfaring med at udvikle kunstig intelligens.

Som udgangspunkt bruges bilens stelnummer eller registreringsnummeret, da det er unikt. Med det i hånden kan man indhente fabriksmonteret udstyr, som jo har indflydelse på markedsprisen. Det kombineres med lignende biler til salg, hvor der bruges data fra de største bilportaler, biltorvet.dk og Bilbasen.dk, der igen kombineres med køretøjsdata fra DMR og Auto IT’s eget omfattende modelkatalog.

Øvelsen er ikke ny for Auto IT, da man allerede har en brugtbilsberegnerbiltorvet.dk og en såkaldt L4-beregner, der kan regne den lovpligtige markedspris ud for leje- og leasingbiler indenfor fire måneder.

Kunstig intelligens
Det nye værktøj bliver dog langt mere omfattende og præcisionen på vurderingen hjælpes på vej med avanceret såkaldt machine learning, som man også kalder kunstig intelligens, hvor vurderingsmaskinen hele tiden bliver bedre til sit arbejde.

Det gøres ved at indføre digitale niveaulister, som hele tiden fyldes på med godkendte vurderinger, og at der med tiden indføres en usikkerhedsfaktor på den aktuelle vurdering. Hvis en vurderingspris fx kun baserer sig på ganske få bilannoncer, så skal der en manuel godkendelse til, og hvis beregningen er baseret på et meget solidt datagrundlag, så kan vurderingen blive forhåndsgodkendt og køre helt automatisk igennem.

Det vil i fremtiden betyde, at en bilforhandler kan sidde overfor en kunde og give tilbud, og endda på stedet sælge ham fx en tysk importeret bil, hvor afgiften bliver klaret ved sælgerens skrivebord.

Det kræver bilforhandleren bruger samme system som Motorstyrelsen, hvilket netop er sagen med Auto IT’s system: Det bliver naturligvis implementeret i Auto IT’s bilsalgsprogram AutoDesktop.

”Det giver os en klar fordel frem for konkurrende systemer, da vi jo har facitlisten. Det bliver samme system som Motorstyrelsen,” forklarer Claus Nyboe, direktør for Auto IT.

Travlt trods Coronavirus
Det nye system forventes testklart allerede i april og del to, som inkluderer usikkerhedsvurderinger kommer i oktober. Normalt kan store IT-projekter som dette ikke laves på kun én måned, og slet ikke midt i en Corona-virustid, men Auto IT har været i sving med et team i flere måneder. Inden dette har firmaet længe haft en afdeling i gang med at udvikle kunstig intelligens.

”Uanset om vi vandt eller ej, ville vi lave værktøjet til bilforhandlere, så derfor gik vi all in,” forklarer Claus Nyboe.

Ordren betyder, at Auto IT nu opretter en ny afdeling dedikeret til projektet og de fremtidige opgaver for Motorstyrelsen, da ordren rækker mindst syv år frem.

 

 

Derfor vandt Auto IT

Især tilknytningen til autobranchen har vægtet højt, da Motorstyrelsen dermed sikrer sig at kunne levere en løsning, som er relevant for branchen og som er tæt på bilforhandlernes virkelighed.

Derudover indfriede Auto IT fire krav i udbuddet, og vandt her på at kunne levere det bedste forhold mellem kvalitet og pris.

De fire vigtige krav:

  1. Nøjagtighed (vægtes med 60 procent): Handelspriser skal afspejle markedsprisen. Her vægtede det højt, at løsningen via stelnummer kan hente oplysninger om et køretøj fra både DMR, Standardprissystemet, eget modelkatalog samt fra bilannoncer og lave en bred søgning, altså på udstyr, kilometertal, alder, stand mv. Derudover kan indrages officielle prislister fra importører, og historiske annoncedata. Det vægtede også højt, at de digitale niveaulister bliver taget til indtægt, og at vurderingerne kan forbedres efterhånden, som der fyldes på niveaulisterne og via machine learning.
  2. Kompetencer (vægtes med 20 procent): Auto IT har relevante softwareudviklere med stor erfaring i levering af softwareløsninger til bilbranchen, herunder IT- og teknisk projektledelse, kvalitetssikring på et stort antal IT-projekter, arbejde med data, vurderinger, processer og bilmarkedet generelt. Derudover erfaring med sikkerhed, GDPR, data og informationssikkerhed, samt machine learning. Og nok så vigtigt: Erfaring med undervisning i brugen af IT-løsningerne.  
  3. Digitale niveaulister (vægtes med ti procent): Auto IT tilbyder digitale niveaulister med stor synlighed i de data, som lægges til grund for beregningerne.
  4. Brugervenlighed (vægtes med ti procent): Køretøjer kan fremsøges ved registreringsnummer eller stelnummer eller modeludpegning fra de omfattende modelkataloger. Løsningen har en særdeles god beskrivelse af workflowet og er en brugervenlig løsning, der gør det nemt at værdifastsatte køretøjer med et minimalt ressourceforbrug.

 

Fakta om Auto IT

Auto IT A/S er den foretrukne leverandør af IT til mange bilhuse. Det er stiftet i 2012 og ejet i en aktieordning af 400 selskaber, der repræsenterer 900 af de største bilforretninger. I 2018 og 2019 blev firmaet kåret som Gazellevirksomhed. Hovedsædet er i Høje Taastrup, og der er 52 ansatte. Auto IT A/S står bl.a. bag bilportalen biltorvet.dk og AutoDesktop, et CRM- og salgsstyringsprogram, skræddersyet til salg af køretøjer. Derudover har firmaet leveret over 100 hjemmesider til bilforhandlere og står bag Samtykke.Net, som hjælper bilforhandlere med at få styr på GDPR.