Brugte biler holder prisen pænt trods afgiftsændring

4 okt 2017 | Biltorvet.dk

Afgiftsændringen har ikke udløst den lavine af prisnedsættelser på de nyere brugte biler, som der ellers er blevet italesat. Det viser tal fra brugtbilsportalen biltorvet.dk.

En undersøgelse af prisniveauet på Biltorvet.dk blandt ca. 40.000 brugte biler til salg før og efter afgiftsomlægningen viser, at kun 13 procent af de nyere brugte biler op til ét år gamle er sat ned i pris i perioden fra offentliggørelsen af de nye afgifter den 21. september og frem til og med 2. oktober. Gennemsnitsprisen på de biler, som er sat ned, var før kr. 284.000, og sænkningen udgør i gennemsnit kr. 18.177 svarende til en prissænkning på 6,4 procent.

For de brugte biler i markedet, der er mellem et og tre år gamle, er 11 procent af udvalget justeret ned efter den 21. september. I gennemsnit faldt prisen her 5,4 procent.

Normalt overrasker
Disse tal skal ses i forhold til, hvordan priserne normalt justeres, gør direktør for Biltorvet A/S, Claus Nyboe, opmærksom på.

”Det er ret normalt, at en bil prisjusteres i den tid, den annonceres. Man kan sige, at der nu her på bagkant af afgiftsændringerne er en overrepræsentation af nyere biler, der er blevet sænket i pris, men den er lille, og der er stadig 87 procent af de nyere biler, der ikke er sænket i pris. De biler, der er blevet sænket, er sat ned med i snit 6,4 procent, hvilket kun er ca. 1,0 procent mere end man normalt vil se af prisjusteringer på annoncerne. Det er slet ikke dramatisk, og langt fra det, som det kunne være endt i, hvis regeringens oprindelige forslag kom igennem. Det har overrasket mange bilkøbere,” pointerer Claus Nyboe og giver denne forklaring på, hvorfor.

”Blandt de nyere brugte biler er der en forholdsmæssig høj koncentration af demo- og udlejningsbiler, som i forvejen er prissat aggressivt og ikke sådan lige behøver blive flyttet i pris for at forblive i konkurrencen med de nye,” siger han og uddyber.

Forvirrrede bilkøbere
”Bilkøberne er forvirrede. Og jeg er af den opfattelse, at de fleste har bidt mærke i det oprindelige udspils 100 procents-model med udsigt til store besparelser på bilkøbet. Siden gik der så ugevis med alverdens spekulationer i pressen, hvor forventningerne i hvert fald ikke blev talt ned. Den endelige løsning står i skærende kontrast til det oprindelige ambitionsniveau og de forventninger, der var skabt. Det er ikke det samme, som at der ikke er sket prisfald på brugtbilmarkedet, men effekten fra afgiftsændringerne er begrænset og mindre end det, folk forventede,” understreger han.

Prisjusteringer på biltorvet.dk i perioden 21. september-2.oktober:

Bilens alder Andel nedsat Gennemsnitspris før nedsættelse Gennemsnitlig nedsættelse i kr. Gennemsnitlig nedsættelse i forhold til førpris
Op til 1 år 13% 284.000 kr. 18.177 kr. 6,4%
1-3 år 11% 282.000 kr. 15.314 kr. 5,4%
+3 år 6,3% 209.400 kr. 12.251 kr. 5,9%